Spørgsmål og svar

Hvilke forholdsregler skal vi tage ved besøg?

Vi har væggelus og er i behandling for det.

Jeg mangler information om hvilke forholdsregler jeg/familie skal tage ved besøg eller når vi får gæster. Jeg har søgt på nettet men ikke fundet det. Jeg tænker på tøj, overtøj og tasker. Og er det ok at besøge andre uden at informere om at vi har væggelus?

Svar

Jeg synes bestemt I skal fortælle gæster om væggelusene, men man kan sagtens få besøg. Det vigtigste er at sørge for at deres ting, f.eks. overtøj anbringes steder hvor der er minimal risiko for at væggelusene kommer ind i det. Det kunne være på knager i en entre. De skal i hvert fald ikke lægge tøjet på sofaen. Der er normalt meget lille risiko for at væggelusene i fuldt dagslys kravler over på en person som så bærer dem med hjem.

I forhold til når I besøger andre, burde der også være relativ lille risiko hvis I sikrer jer at tøj, tasker mm. er fri for væggelus. Det kan være ved kulde eller varmebehandling.

Normalt synes jeg man skal fortælle om væggelusene, der er ikke noget skamfuldt i det, men selvfølgelig ved jeg da godt at der kan være situationer hvor det er svært. Fortæller man det ikke, vil jeg mene at man har endnu større ansvar for at sikre sig at man ikke tager dyr med.

*******************************************************************************

Vi har fået væggelus, hvad skal vi gøre ved dem?

Tak for en informativ hjemmeside. Vi er desværre ramt af væggelus, efter en påskeferie gennem Tyskland med overnatning på et borg hotel og senere flere overnatninger i Prag. Jeg blev bidt i Tyskland men vidste ikke af hvad. Det er først nu vi har fundet ud af det er væggelus. Vi har efterfølgende smidt vores seng ud. Frosset tøj, kogt tøj, tørretumbler alt vores tøj, bygget suker/gær fælder, og DET fungerer!

Desuden har vi rundt vores midlertidige seng, som er en dobbelt luftmadras af de højeste, tapet maler tape omvendt på, i en zone rundt om sengen uden mulighed for at krydse uden at hænge fast, og DET fungere super godt! Det har fortalt os hvilken side de kommer fra!!! Langs den ene side sad 24 væggelus, hvoraf de tre var kønsmodne. De resterende havde ingen eller kun en væggelus. Sukker/gær fælden fanger nymfer i stadie 1. Den første nat var der ca. 18 af dem i fælden. Hvor lang tid fungerer den? Og kan man fodre den med sukker?

Vi har erfaret, at der er forskel på hvilken type malertape vi bruger. Det bedste er Tesa malertape, da det er kraftigere og mere elastisk. Det ligger plant ned til gulvet. Det billigere, som er købt i Jem og Fix (fordi Flugger holder lukket i weekenden), ligger ikke plant, og kan ikke strækkes på samme måde og buler. Vi har heller ikke fanget noget i det.

Kan du give et os en idé om hvor stort vores problem er ud fra de oplysninger? Vi har parketgulv, glatte fodlister, gipslofte og ingen skabe med tøj i soveværelset, men i et rum ved siden af, modsat malertape siden med de mange væggelus.

Vi har to børn 10 og 12. Jeg har vasket deres dyner og sengetøj, skilt deres senge ad, haft fælder til at stå på deres værelse, men ikke fundet tegn på at de er der. Børnene har ligget i vores senge. Vi har taget deres madrasser med i telt, og haft vores dyner og puder med samtidig. Jeg kan vel ikke være sikker på de ikke har dem også? Desuden har vi en campingvogn, som vi har haft vores dyner med ude i. Kan jeg undersøge den på nogen måde, eller må vi bare være tålmodige? Vi kører til Frankrig med campingvogn næste fredag.

Jeg har i dag bestilt RTU på skadedyrshop.dk, som jeg vil sprøjte med inden vi kører på ferie. Vi overvejer at lave sukker/gær fælder til når vi tager på ferie og stille i soveværelset omkranset af tape.

Børnene skal på ferie ved farmor, skal de medbringe sengetøj og dyner?

Vi har kat og hund, kan væggelus leve af deres blod?

Tusind tak for svar og hjælp! Det er godt nok noget forfærdeligt noget at få indendørs…

Svar

Det er godt at høre at I kan bruge informationerne. Jeg synes også at det er interessant at høre om jeres erfaringer med fælden og med malertapen.

Når jeg har undersøgt hvordan væggelus reagerer på forskellige typer af tape, har jeg set at de som regel kan trække sig ud af tapen igen. Det er muligt at de første gang trækker de sig ud af tapen, men når de ikke kan finde andre veje “satser” de og bevæger sig længere ind over tapen og så sidder de til sidst fast. Det betyder også at man skal være meget omhyggelig med at de ikke har andre veje. Det som virkelig kunne være interessant at vide er om alle væggelus som ramler ind i tapen, bliver fanget i den, eller om der er nogen der “vender om”. Jeg vil en dag afprøve Tesa malertapen på mine væggelus.

Jeg synes desværre det lyder som om at jeres væggelus har gennemgået mindst en hel livscyklus. Typisk får man kun nogle enkelte dyr med hjem, derfor opdager man dem ikke med det samme. De første væggelus vil lægge æg, som skal gennem de 5 nymfestadier. Når de første “kuld” når voksenstadiet, kan det begynde at gå rigtig hurtigt, fordi de så også kan lægge æg. Og det er der jeg fornemmer at I er kommet til eller har passeret.

Hvad I så skal gøre er lidt afhængigt af jeres holdning og forholdene. Normalt anbefaler man at bruge professionelle bekæmpere, som kommer og sprøjter et antal gange. Bor man til leje er man forpligtet til at fortælle udlejeren om det og så vil man normalt bruge professionelle bekæmpere. Jeg fornemmer lidt at I måske ikke er så interesserede i det? Man må også sige at de nogle gange har svært ved at bekæmpe dem effektivt, selvom det normalt lykkes til sidst. Man kan også gøre meget selv for at slippe af med nogle af væggelusene, men som regel skal det kombineres med insektgift.

RTU tror jeg ikke at I skal regne særlig meget med. Væggelusene er sandsynligvis resistente mod giften. Jeg synes man skal være påpasselig med selv at bruge gift fordi man også udsætter sig selv for giften.

I princippet kunne i fortsætte med jeres tapefælde, men jeg tror at den er svær at opretholde i så lang tid. Tape vil miste klæbeevnen ret hurtigt. Derfor ville jeg bruge en seng med ben. Benene er lettere at placere i fælder i stil med dem jeg har beskrevet på hjemmesiden. De støver ikke til så man er sikker på at de bliver ved med at virke. Sørg for at sengen (og sengetøj) ikke har kontakt til vægge, så væggelusene er tvunget til at bevæge sig op ad sengebenene.

Jeg ville også forsøge at lave nogle barrierer langs væggene, så væggelusene ikke kan kravle fra gulvet og op ad væggen. Det kunne måske være jeres malertape man fik monteret på panelerne. Der støver de heller ikke så let til. Barrierer andre steder kan også være en god ide afhængigt at hvordan boligen er indrettet.

En anden ting at gøre sig klar er at man skal undgå at sprede væggelusene, men det lyder også som om at I har fokus på det. Husk hele tiden ikke at flytte rundt på sengetøj/dyner og puder, med mindre de er nyvaskede/frosne.

Tørretumbler er en god ting. Varmes væggelusene op til over 45 gr. dør de ret hurtigt.

Ganske vist kan væggelusene overleve op til et helt år uden mad, men der er ingen tvivl om at de fleste bliver fanget i starten. Den største risiko for at nogle overlever er, at de er endt i andre rum, hvor de bare sidder og venter på at der kommer en person. Derfor tænk på det. Sukker/gær fælden kunne være en god ide at bruge ind imellem i andre rum end soveværelset. Hvis der sidder væggelus og gemmer sig er de meget sultne og vil derfor søge mod CO2 kilden. Jeg tror desværre ikke at man skal regne med at fælden virker mere end en enkelt nat og det er bedst at lave en ny. Sukkeret omdannes til alkohol som hæmmer gæren.

Væggelus kan sikkert godt leve af blod fra hund og kat, men i hvor høj grad det virkelig sker, ved jeg ikke. I USA er der eksempler på at væggelus har etableret sig i hønsestalde, så de er ikke helt afhængige af menneskeblod.

CO2 fælden burde også fungere i campingvognen, hvis der ikke er for koldt.

I kan udnytte at I snart skal på ferie. Sæt tapefælder op rundt omkring i rummene. Ganske vist bevæger væggelusene sig normalt ikke rundt hvis der ikke er nogen aktivitet, men for en sikkerheds skyld. CO2 fælden virker kun første nat så der hjælper nok ikke så meget. Men når I kommer hjem har der været helt ro i lang tid, så der kan I udnytte at væggelusene er sultne. Brug jer selv som lokkemad med fælder omkring. Sæt CO2 fælder op i rum I ikke sover i. Der burde være gode muligheder for at lokke de sidste væggelus frem.

Man kan også overveje at lave en ”lokkemadsseng” i de forskellige lokaler med fælder omkring, så man hen over nogle nætter sover i alle rum og på den måde lokker dyrene frem.

*******************************************************************************

Hvor lang tid går der, fra der er sprøjtet gift til væggelusene dør af det?

Jeg er klar over, at dette afhænger af den konkrete gift, men måske kan man sige noget om det alligevel, tidsintervaller eller andet. F.eks. er det en oplysning, at der går min. 5 timer (hvis det er tilfældet). Får man sprøjtet gift om morgen, så vil det berolige nogle mennesker at vide, at nogle væggelus allerede kan være døde.

Svar

De typer insektgift (pyrethroider) som bruges i dag, virker meget hurtigt. Det er naturligvis afhængigt af hvor store doser væggelusene udsættes for, men hvis de udsættes for fuld dosis, dør de (eller hæmmes så de ikke kan bevæge sig) i løbet af nogle minutter. Problemet er at væggelusene måske ikke behandles direkte, men først udsættes for giften når de senere bevæger sig hen over en behandlet overflade. Endelig er resistens et problem, fordi giften så virker langsommere eller måske slet ikke. Derfor er det svært at sige generelt hvor hurtigt gift virker.

*******************************************************************************

Kan væggelus overleve under vand?

Jeg formoder at svaret er nej. Det betyder, at man kan drukne væggelus og den metode må kunne bruges i nogle tilfælde. Jeg har selv et badekar, som jeg fyldte med vand, hvorefter jeg nedsænkede et natbord i det. Det viste sig, at der boede ca. 10 væggelus i natbordet (det gør de ikke længere). Man kan fylde mange ting med vand, som man kan nedsænke f.eks. tøj og meget andet i og holde det under vand. Så dette må være en bekæmpelsesmetode. Det er ikke alt, som kan tåle at blive vasket ved 60 grader, f.eks. uld og silke.

Svar

Man kan naturligvis godt dukne væggelus, men som med andre insekter, er det ikke helt let. Der kan let opstå luftlommer omkring dem som gør, at de kan overleve længe. Hvis man vil drukne insekter er det en fordel med lidt sulfo i vandet da det bryder overfladespændingen. Det er dog ikke en metode som er specielt anvendelig. Det er velkendt at man kan vaske tøjet, men temperaturen skal gerne over 40°C, for at man er sikker på at også æggene er døde. Nu skriver du at du har behandlet et natbord ved at holde det under vand. Muligvis rammer du nogle, men der kan sagtens være nogle som overlever, specielt æg. Endelig er der også mange ting som ikke tåler længere tids nedsænkning. Er man på jagt efter fysiske metoder til bekæmpelse vil jeg klart anbefale frysning eller opvarmning.

********************************************************************************

Skal vi fryse ejendele inden flytning?

Min datter på 22 bor på et værelse og har desværre fået konstateret væggelus for en god uges tid siden, hvilket andre i ejendommen også har. Der er blevet sprøjtet én gang i lejligheden, hvor hun har det ene værelse. Der skal sprøjtes yderligere tre gange om en uges tid og derefter med 14 dages mellemrum. Nu har hun fået sin egen lejlighed, som hun skal flytte ind i til den første. Vil det være tilrådeligt, at vi lejer en frysetrailer eller -container og lader alle hendes ejendele stå i den i tre døgn, inden de bliver flyttet ind i hendes nye lejlighed? Og hvad med stueplanter? Kan der være væggelus i dem? Det vil næsten ikke være til at bære, hvis hun flytter nogle resistente væggelus med sig.

Er man sikker på at æg og lus dør, ved at være på frost? Nu har vi hendes tøj og sko liggende i en kummefryser. Første hold er blevet taget ud efter 4 døgn.

Svar

Jo det vil da være en god ide hvis I har mulighed for det. Frysning er en ret sikker bekæmpelsesmetode, hvor det vigtigste er, at man får temperaturen helt ned. Putter man meget i en fryser kan det godt tage lidt tid, men normalt siger vi at 2 døgn burde være rigeligt. Hvis I har mulighed for at lægge et termometer ind midt i materialet, kan I tjekke om temperaturen er kommet helt ned på -18 grader. Så skulle det være okay.

Stueplanter kan naturligvis ikke fryses, men sandsynligheden for at der er væggelus i dem er heller ikke stor. I kan jo lige undersøge potten udvendigt.