Ny væggelusfælde til hoteller

Det finske firma Valpas har udviklet et nyt system til hoteller hvor væggelus fanges på vej op eller ned ad sengebenet. Går der en væggelus i fælden sendes der samtidig en besked så hotellet gøres opmærksom på at der kan være et problem i et bestemt værelse.

Væggelusfælder monteret på sengebenene kan bestemt være en god ide, specielt hvis de samtidig forbedrer mulighederne for at se at der er væggelus. Hvor stor en succes det bliver afhænger jo nok af prisen og hvor effektivt det er.

 

image_print

Har du fået behandlet mod væggelus for nyligt? -så vil vi måske gerne besøge dig.

Et samarbejdsprojekt mellem Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og CimexConsult skal forsøge at klarlægge hvor meget beboere eksponeres for insektgift i forbindelse med behandlinger mod væggelus og kakerlakker. Derfor er vi på udkig efter lokaliteter hvor man har været gennem et længere forløb med gentagne behandlinger og hvor der er behandlet inden for den sidste måned. Vi vil gerne besøge lokaliteten og indsamle prøver med støvsuger og ved at gå rundt i boligen med en ren sok, som kan analyseres. Derudover vil vi gerne have en urinprøve fra en beboer, som analyseres for insektgift. Hvis du er interesseret i at deltage i undersøgelsen kan du henvendende dig via kontaktformularen. Skriv lidt om din sag, så kontakter vi dig.

image_print

Resistente væggelus har tykkere “hud”

En australsk undersøgelse har nu vist at væggelus som har nedsat følsomhed for insektgift også har tykkere “hud”, det der hos insekter kaldes kutikula. Sammenhængen kan delvist forklare hvorfor disse dyr er mindre følsomme for giften, fordi den simpelthen har sværere ved at trænge ind i dyret.

Hele undersøgelsen kan ses her:

PLOS ONE

image_print

Nyt lys på spredning af væggelus

Ind til nu har det været et åbent spørgsmål hvor meget væggelus bevæger sig rundt. Et nyt amerikansk studie har nu vist, at væggelus bevæger sig ganske meget rundt. I undersøgelsen som kørte over en måneds tid, blev væggelus indfanget, mærket og sat fri igen. Dette blev gjort i 6 lejligheder i et større lejlighedskompleks med store væggelusproblemer. Samtidig blev der sat væggelusfælder (24-36 pr lejlighed) op rundt omkring i lejlighederne og i de tilstødende lejligheder. På den måde kunne man se, hvor langt omkring de mærkede væggelus bevægede sig.  Det viste sig at, i 5 af de 6 lejligheder, blev nogle af de mærkede væggelus fanget i nabolejligheder. Specielt voksne hunner havde en tendens til spredning. I 4 lejligheder blev de mærkede væggelus sat fri på sengen hvor beboeren sov. Af disse væggelus blev 40-60% genfanget mindst 2,5 meter fra sengen. Der blev også fanget mange umærkede væggelus, og af disse blev 14% fundet i lokaler der ikke blev brugt til at sove i. Alt i alt viser undersøgelsen tydeligt, at væggelus bevæger sig overraskende meget væk fra værtens sovested, og det betyder at det er ekstra vigtigt, at undersøge tilstødende lejligheder hvis der er en aktiv væggelus infestation.

Hele artiklen kan læses her.

image_print

To børn døde ved fejlagtig væggelusbekæmpelse

I Canada er to små børn døde efter deres forældre havde forsøgt at behandle hjemmet mod væggelus, med giftgassen phosphin. Familien der stammer fra Pakistan havde taget phosphin tabletter med hjem fra Pakistan og fordelt dem i boligen, specielt i et soveværelse. Når tabletterne kommer i kontakt med vand udskiller de phosphin gas, som er meget giftigt, -i Danmark bruges det til bekæmpelse af muldvarpe og mosegrise. De to børn der er døde var kun henholdsvis 8 mdr. og 2 år gamle. Endnu et barn er på hospitalet i kritisk tilstand.

Dette må siges at være det værste forgiftningstilfælde set i forbindelse med væggelusbekæmpelse i Vesten, men det hænger naturligvis sammen med helt absurd forkert anvendelse af bekæmpelsesmidler.

Historien kan bl.a. læses her.

image_print

Chicago mest væggelusplaget

Det store amerikanske skadedyrsbekæmpelsesfirma Orkin offentliggør hvert år en oversigt over de amerikanske byer, hvor der foretages flest behandlinger mod væggelus. For 3. år i træk topper Chicago listen som den mest væggelus plagede by. Top 10 listen for 2014 ser således ud (tal i parentes angiver placering ift. 2013):

  1. Chicago
  2. Detroit (+2)
  3. Columbus, Ohio
  4. Los Angeles (-2)
  5. Cleveland – Akron – Canton, Ohio (+1)
  6. Dallas – Ft. Worth (+7)
  7. Cincinnati (-2)
  8. Denver (+1)
  9. Richmond – Petersburg, Va. (+2)
  10. Dayton, Ohio (-3)

Væggelus er et meget stort problem I USA. Den seneste opgørelse fra 2013 viste at amerikanerne brugte 446 millioner $ på bekæmpelse af væggelus. Det skal ses i lyset af at det tilsvarende tal for 2004 kun var 70 millioner $.

Hele listen over de 50 mest væggelusplagede byer kan ses her.

image_print

Nye væggelus lokkemidler?

En af de største udfordringer i kampen mod væggelus er problemet med at sikre sig om der overhovedet er væggelus eller ej. Det er velkendt, at væggelusene gerne gemmer sig hvor der i forvejen sidder andre væggelus. Derfor er der gennem tiden gjort mange forsøg at identificere kemiske stoffer, der kan lokke væggelusene til en form for fælde, som vil gøre det lettere at få opdage væggelus.

Nu har canadiske forskere identificeret 5 kemiske stoffer (dimethyldisufid, dimethyltrisulfid, 2-hexenal, 2-octenal, 2-hexanon) som tilsammen virker tiltrækkende på væggelus, og et enkelt stof (histamin), som får væggelusene til at slå sig ned. Nogle af disse stoffer er velkendte væggelus duftstoffer. I feltafprøvninger har forskerne vist, at bølgepapsfælder med denne kombination af lokkemidler, tiltrækker og fastholder mange flere væggelus end bølgepapsfælder uden lokkemidler.

Efter sigende skulle canadierne nu være i fuld gang med at udvikle disse opdagelser til en såkaldt feromonfælde, som skulle gøre det lettere at finde aktive væggelusinfestationer og til at følge op på om behandlinger mod væggelus er tilstrækkeligt effektive. Man skal ikke forvente at denne type fælde kan bruges til direkte bekæmpelse af væggelus.

Der er dog flere aspekter som mangler at blive belyst. Det vigtigste er at vise over hvor store afstande væggelusene kan tiltrækkes. Hidtil har man gjort adskillige forsøg med lokkemiddelsfælder. De mest effektive af disse er CO2 fælder, som er effektive over ganske store afstande, men som kun fungerer over kortere tid, fordi CO2 kilden løber tør. Det er svært at forestille sig, at det nye lokkemiddel kan tiltrække væggelus over tilsvarende afstande afstande, dertil er væggelusenes orienteringsevne næppe tilstrækkelig god.

Det er dog under alle omstændigheder meget interessante resultater man her har opnået, og det kan bestemt godt vise sig at de kan udvikles til noget praktisk anvendeligt i kampen mod væggelus.

Kilde: Bed bug aggregation pheromone finally identified. Regine Gries, Robert Britton, Michael Holmes, Huimin Zhai, Jason Draper, Gerhard Gries. Angewandte Chemie. DOI: 10.1002/anie.201409890 http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1002/anie.201409890/abstract

image_print

Væggelus og Chagas sygdom

I en ny amerikansk undersøgelse, har man set på om væggelus kan overføre Trypanosoma cruzi, som giver Chagas sygdom. Trypanosoma cruzi findes i Syd- og Mellemamerika, hvor den normalt overføres af nogle andre typer tæger, der på engelsk kaldes ”Kissing bugs”. Disse tæger suger blod på mennesker ligesom væggelus, og de kan overføre sygdommen gennem deres afføring. Lige efter de har suget blod, laver de en afføringsklat, og hvis man så kommer til at klø pga. biddet, risikerer man at få sygdommen. Nu har man så prøvet at lade væggelus suge blod på mus med Chagas sygdom og efterfølgende undersøgt væggelusene og deres afføring for Trypanosomer. Det viste sig, at det i begge tilfælde var muligt at finde Trypanosomerne, og faktisk var det også muligt at overføre sygdomme til andre mus, ved at kradse væggelus afføring ind i huden på dem. Det er dog stadig usikkert, i hvor høj grad de også kan overføre sygdommen i praksis. En begrænsning er, at selvom væggelus også laver afføringsklatter lige efter de har spist, så sidder de ikke så gerne på vores hud og derfor er det mindre sandsynligt, at man kradser en klat med Trypanosomer ind i huden. En anden faktor der gør ”kissing bugs” til gode vektorer for sygdommen er, at de mindste nymfer spiser de voksnes afføring, fordi de på den måde får nogle mikroorganismer, som de ellers mangler. Men det betyder også at Trypanosomerne kan overføres mellem generationer af ”kissing bugs”, uden at de behøver at suge blod på mennesker med Chagas sygdom. Det er aldrig vist at væggelus på den måde spiser afføring fra andre væggelus, det man kalder copofagi. Som det ser ud lige nu, skal man derfor ikke være specielt bekymret for denne sygdom selvom man er, eller har været, udsat for væggelusbid.

Man kan læse mere om undersøgelsen her.

image_print

Flere væggelus i Danmark

Danmarks største skadedyrsbekæmpelsesfirma Rentokil, oplyser til Jyllands Posten at de har haft op mod 40% flere opgaver med væggelus i 2014 i forhold til samme periode sidste år. Link til artikel i Jyllands-posten. Det ser altså ud til at problemerne fortsætter med at stige, som vi nu efterhånden har set gennem en del år, selvom man naturligvis skal være påpasselig med konkludere for meget på sådanne data. Det er jo afhængigt af hvordan deres markedsandel udvikler sig. Se evt. også min artikel fra 2008, hvor vi behandler udviklingen indtil da (eksternt link til artikel).

image_print